I forbindelse med de nyligt afsluttede finanslovsforhandlinger blev det fremhævet, at tværvidenskabelig forskning er et fremtidigt satsningsområde og sat særlige midler af hertil. Denne kronik vil tage handsken op og berette om et felt, hvor det vil være helt oplagt at satse på tværfaglig forskning, nemlig indenfor landskabsforskning.

Landskabet - er det nu værd at forske i? Det ved vi jo alle sammen hvad er. For det færdes vi jo i til daglig. Ja, netop - det er udsat for så at sige alle levende aktører på jorden. Dermed bliver det egentlig også et konfliktfyldt område, som afspejler vores fysiske aktiviteter. Og ligeså afspejler det vores tankemåde. Landskabet bliver genstand for eller scene for (jvf. det engelske ord scenery, som betyder landskab) vores tanker om den fysiske verden. Vi har alle ønsker til vores omgivelser. Landbrugeren har sine ønsker, som er tilpasset de afsætningsmuligheder, som markedet byder, p.t. svin. Joggeren har sine ønsker om tilgængelige stier, gerne i et smukt landskab, hvor der kan motioneres. Naturelskeren har ønsker om at bevare så mange vilde blomster og dyr som muligt osv. Kort sagt afspejler landskabet det herskende politiske systems fordeling af ressourcerne. Men landskabet afspejler ikke bare nutiden. Den afspejler i høj grad også fortiden. Istiderne har grundlæggende formet landskabets overflade og skabt de muligheder, som det danske landbrug i dag bygger på. Og menneskene har gennem de sidste 10.000 år i større eller mindre grad udnyttet det. Der er stadig spor heraf, såvel over jorden som under jorden. Selvfølgelig vil der være flest fra den nyeste tid. Det gælder om at kunne læse landskabet for at kunne forstå det. Med andre ord er landskabet et fortrinligt rum for tværfaglig forskning, fordi de enkelte discipliner umiddelbart griber ind i hinanden og må supplere hinanden for at kunne nå til en bedre forklaring på de stillede spørgsmål.

De sidste 3 år har vi haft et tværfagligt forskningscenter kaldet Foranderlige Landskaber. Det er bevilget fra det Strategiske MiljøforskningsProgram under forskningsprogrammet Bæredygtig Arealanvendelse. Vi er ca. 50 forskere fordelt på 15 forskellige institutioner. Det er et såkaldt åbent center, hvor de enkelte forskere sidder i deres hjeminstitution og forsker på deres projekter. Der er involveret forskere fra discipliner inden for naturvidenskab (biologer, dataloger, geografer), samfundsvidenskaber (økonomer, landinspektører), jordbrugsvidenskaber (agronomer, hortonomer) og endelig humaniora (historie, arkæologi, antropologi). Fordelen ved denne model, som er generel for SMP, er på længere sigt at styrke institutionerne, således at de efter centrets ophør har en kraftig indlejring af det forskningsfelt, hvormed de har bidraget til den strategiske miljøforskning.

Vores center har undertitlen Center for strategiske studier i kulturmiljø, natur og landskabshistorie og beskæftiger sig med forskellige projekter under den brede hat landskabsforskning. Ydermere har projekterne en klar anvendelig side, idet vores resultater gerne skulle kunne anvendes af landskabsforvaltningen (på mange niveauer). Nyt i vores center er fokus på kulturmiljø og det store humanistiske indslag. Graden af tværfaglighed afhænger af, hvor dybt den er integreret i projektets(-rnes) problemstilling. Vi er integreret på centerniveau, når det gælder det strategiske sigte: nemlig landskabsforvaltningen. Grundsynspunktet er her, at vi kun har det samme landskab at forvalte, den samme flade, hvor alle samfundsmæssige interesser skal mødes. Det er virkelighedens verden og den er vi selvfølgelig som forskere nødt til at forholde os til - ligesom forvaltningen er nødt til at indrette sig efter hvad der sker i den virkelige verden - det er ikke nødvendigvis love og paragraffer, som styrer den. Men i vores tilfælde har vi af forskellige grunde valgt ikke at integrere tværfagligheden på centerniveau, i hvert fald ikke når det gælder decideret grundforskning. Det hænger for det første sammen med den grad af forberedelse, som er nødvendig for at kunne gennemføre tværfaglig forskning. Den har vi ikke haft den fornødne tid til, idet centerdannelsen var et resultat af flere forskellige ansøgninger om landskabsprojekter, som SMP-ledelsesgruppen ønskede at integrere, og som vi ønskede at imødekomme. I stedet er projekterne grundforskningsmæssigt integreret på delprojektniveau, som forskningsmæssigt ligger tættere på hinanden, og alligevel er tværfaglige.

Traditionelt er forvaltningen opdelt i sektorer, som har en lang faglig og politisk-administrativ baggrund. Den kan vi sætte os ud over og betragte det ud fra grundforskningens synspunkter på landskabet. F.eks. er den kulturhistoriske verden traditionelt ikke særlig integreret i landskabsforvaltningen - den er væsentligst udgrænset til museumssektoren, som har sine snævert afgrænsede felter i forhold til landskabet at tage sig af og som væsentligst er arkæologisk funderede (måske ændres det af den nye museumslov, som er under udarbejdelse for øjeblikket). På trods heraf har den kronologiske dimension en stor forklaringsværdi i forhold til (kultur-)landskabets dynamik og processer og kan derfor med fordel i langt højere grad integreres i landskabsforvaltningen.

På landskabsområdet vil det i meget høj grad være formålstjenligt med tværfaglig forskning i fremtiden. Det strategiske syn, at landskabsforvaltningen kun har Èn og den samme landskabsflade at forholde sig til, er også frugtbart i forhold til grundforskningsmæssige mål. Det vil være højst realistisk at forestille sig, at mange faktorer kan indvirke som forklaringsfaktorer til en tilstand eller udvikling i det landskabelige rum. Selvfølgelig kan og skal en videnskabsgren udforske sine felter med sine egne metoder, men når det kommer til det videre forklaringsperspektiv vil det være mest opportunt, om flere forskere fra forskellige fag sætter sig sammen for at afveje deres forklaringsmodeller. Det er så at sige i krydsfeltet mellem forskellige fag, at de enkelte fags forklaringsværdier står deres videnskabelige prøve. Lad mig give nogle eksempler.

Det er af stor betydning for landbruget at vurdere jordbundens kvalitet, dens bonitet. Men hvad betinger denne bonitet? Umiddelbart vil man sige at jordens sammensætning af ler, sand, kalk og andre mineraler samt at muldlagets tykkelse vil være af stor betydning. Det må alt sammen vurderes i forhold til de krav som planterne stiller til næringsstoffer, vand, mineraler m.m. Men hvad betinger denne sammensætning og muldlagstykkelse? Er det et resultat af isens seneste aflejringer og kan derfor bestemmes ved geologiske metoder, eller er menneskets pløjning og dyrkning af jorden gennem tiden medvirkende? Det er naturligvis en kombination af begge dele, som giver svaret. Men specielt omkring muldlagets tykkelse vil det være en fordel at have samarbejde med kulturhistorikere (arkæologer og historikere). Ser vi på jordens bonitet i en overskuelig målestok som f.eks. på landsbyniveau, er der et mønster, som vil vise en faldende bonitet med afstanden fra landsbyen. Det er den mere intensive dyrkning og gødningsudkørsel gennem århundreder omkring landsbyen, som betinger den større humusdannelse og dermed bonitet. Derudover kan der være områder i marken, som har en stedvis højere bonitet end de omkringliggende områder - forklaringen herpå kan være, at der f.eks. i jernalderen har ligget en landsby, som har haft en tilsvarende positiv effekt på boniteten. På denne måde vil det, når man skal forklare landskabets dyrkningsmæssige potentiale være en stor fordel at have et samarbejde med pedologer og kulturhistorikere. De sidstnævnte har også muligheden for at trænge bag om de sidste par århundreders dyrkning, idet man også opgjorde boniteten tidligere. Det skete for at vurdere det skattemæssige potentiale, og resulterede i 1688-matriklen og 1844-matriklen (beskatning og kontrol afsætter altid godt kildemateriale til historikerne - tænk blot på EU-ha-støtten i dag).

Et andet aspekt er når man skal lave prognoser for landskabets fremtid, såkaldte scenarier. Det mest anvendte i videnskabelig sammenhæng er at kigge bagud, inden man tager bestik af, hvordan tendensen i udviklingen vil være fremover og fremsætter forskellige prognoser på givne betingelser. Traditionelt vil man gå 20-30 år tilbage i tid, fordi de tilgængelige statistiske oplysninger dækker over dette tidsrum. Men i virkeligheden er det meget frugtbart at se det i et langt større historisk perspektiv. Udviklingen i landskabet foregår nemlig inden for bestemte mønstre. Således er der klare tendenser til, at historiske strukturer i udnyttelsen går igen, helt op til vores tid. Hvad der var indmark eller dyrket agerjord i jernalderen, er højst sandsynligt de mest dyrkningssikre jorder i dag. Omvendt blev i løbet af 1800-tallet og især 1900-tallet opdyrket vådbundsjorder, hedearealer og andre områder, som tjente som udmark. Det vil sige områder der blev ekstensivt udnyttet, men som havde en vigtig funktion i datidens samfund, f.eks. engene som leverandør af hø til vinterfoder, hederne som leverandør af græsning, vinterfoder, tørv til brændsel og måske iblanding af tørv i gødningen til at strække dens værdi (plaggen-soil systemet). Disse arealer har ikke vist sig at være så dyrkningssikre, idet mange af dem i dag bliver marginaljorder eller måske udsat for "naturgenopretning". Ved at anskue arealudnyttelsen i et langt tidsperspektiv vil man kunne se, hvilke jorder, der var bæredygtige i en agrar udnyttelse. Til gengæld er det også her, at vi har størst sandsynlighed for at finde arkæologiske fund. Men alt i alt vil et samarbejde mellem samfundsforskere og kulturhistorikere her kunne vise sig at være frugtbart, dvs. tage hånd om nogle væsentlige samfundsmæssige interesser.

Et tredje aspekt inden for landskabsforskningen vil være samarbejdet mellem naturvidenskab, her biologer, og humanister, her kulturhistorikere. Spørgsmål omkring natur og kultur inden for landskabet er ret centrale, når man skal vurdere årsagerne til udviklingen og dermed landskabets aktuelle tilstand. Igen vil det være helt centralt, at de enkelte elementer må anskues under en helhedsbetragtning. Specielt når man anskuer forvaltningen af landskabet, må det være helt uomgængeligt, at såvel de naturlige processer som de kulturbetingede faktorer er inde i billedet. F.eks. hvis man vil bevare en eng med dens mange planter (stor biodiversitet), er det nødvendigt at slå hø på engen en eller to gange årligt - gør man ikke det, vil artsdiversiteten falde, da græsset vil dominere over mange af de karakteristiske engblomster, ligesom på den anden side en tilførsel af kunstgødning vil betyde, at de næringsrige planter vil dominere. Vores landskab er et kulturlandskab, som man må respektere på dets betingelser, også hvis man vil bevare nogle af de naturlige processer i det.

Dette er blot nogle eksempler på, hvilke felter det har vist sig at være frugtbart at samarbejde tværvidenskabeligt. Disse temaer er ikke tilstrækkeligt gennemforskede - vi har i centret i løbet af arbejdet med vores mere traditionelt afgrænsede projekter indset, at her var nogle fornuftige samarbejdsflader. Men de kræver for at kunne fuldføres en nøjere forberedelse, gennemarbejdning og samarbejde for at kunne blive realiseret. Og dermed være også sagt, at tid er penge, dvs. der må nogle særlige bevillinger til for at løfte et sådant samarbejde. De eksisterende forskningsinstitutioner både inden for universiteter og sektorforskningen, magter det ikke ud fra de ordinære bevillinger. De har nok at gøre med at holde på de eksisterende forskningsmiljøer, som i mange tilfælde er truet af nedskæringer.

For landskabsforskningen specielt er der tale om en ret katastrofal situation, hvis der ikke sker noget særligt. Gennem det seneste tiår har der været flere store forskningsprogrammer - Humanistisk forskningscenter Menneske og Natur, Menneske, Landskab og Biodiversitet, Landbrugeren som Arealforvalter, Foranderlige Landskaber og Det agrare Landskab. De er ved at løbe ud, og de indebærer at der er oparbejdet en stor forskningskompetence på landskabsforskning, også tværvidenskabelig. Set i internationalt perspektiv er denne tværfaglighed ret enestående. Når man kommer til udlandet og møder forskere inden for ens eget fag, er de misundelige over, at vi har mulighed for at gennemføre en sådan i ordets egentlige betydning tværfaglige forskning.

Ikke mindst på denne internationale baggrund forekommer det at være ressourcespild, hvis ikke der bliver samlet op på denne kompetenceopbygning. Traditionelt har der været udbudt 4-årige programmer. Tidligere var der tale om 5-årige programmer, hvilket gav mulighed for en grundig forberedelse af de tværfaglige projekter, men de 4 år, som Finansministeriet har gennemtvunget som finansieringsramme, og som der hurtigt kan blive gjort indhug i til ansøgning og vurdering, er for kort tid. Men man kunne lave et kompromis, nemlig udbyde midler for 1 år til forberedelse af tværfaglige projekter som en slags prækvalifikation, og derefter - hvis denne proces lykkes godt - bevilge minimum 4 år til selve projekternes udførelse.

Vil man fra politisk side satse på tværfaglig forskning er mit budskab, at på landskabsområdet vil pengene være givet godt ud - man vil få en god basis for forskning der kan gå på tværs af naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab og jordbrugsvidenskab, ligesom det vil være et oplagt felt at skabe tværvidenskabeligt begrundede forskningsresultater.