(logo)   det humanistiske fakultet
syddansk universitet
Foranderlige Landskaber
- center for strategiske studier i kulturmiljø, natur og landskabshistorie
 
Formål  |  Undersøgelsesområder  |  Centeret  |  Status  |  Deltagere  |  Institutioner  |  Publikationer  

Tilbage til Startside

Projektbeskrivelse:

Naturkvalitet i terrestriske økosystemer

Baggrund

De terrestriske økosystemer i Danmark har været i tilbagegang - både kvantitativt og kvalitativt - gennem det seneste århundrede eller mere. Udvidelser i arealbehovet til dyrkede marker, infrastruktur og byzoner har medført en stadig nedgang i arealet af uopdyrkede arealer. Samtidig har både de dyrkede og de udyrkede arealer oplevet en stigende påvirkning af menneskelig aktivitet, dels i form af forurening med næringsstoffer, pesticider, tungmetaller og atmosfæriske depositioner, dels i form af en øget grad af forstyrrelser af den vilde flora og faunas levemuligheder generelt. øget opmærksomhed om problemerne har bremset den negative udvikling, men for at vende den i en mere positiv retning, er der behov for øget viden om den aktuelle tilstand, og et overblik over de faktorer, der har betydning for habitaternes udvikling og sårbarhed. Der er allerede en del forskningsaktiviteter, også i Danmark, der vil bidrage til dette overblik, men da økosystemerne er så forskelligartede og komplicerede, og naturindholdet så bredt sammensat, har det indtil videre kun været muligt at betragte udvalgte dele af landskabet og udvalgte dele af naturindholdet i forskningsprojekterne. Også fremover må vi affinde os med at vores videnopbygning kun vil kunne afdække dele af helheden, men med de informationer vi allerede har, og de informationer aktiviteterne i dette program vil frembringe, er det hensigten i dette projekt at starte opbygningen af en mere overordnet model til beskrivelse af levevilkårene for repræsentative dele af den danske karplanteflora og den højere fauna, der begge er umiddelbart synlige og dermed centrale elementer i både biologers og offentlighedens opfattelse af landskabets naturindhold.

Projektet er opdelt i tre delprojekter, der 1) beskriver biotopernes, dvs. levestedernes vegetationssammensætning og de faktorer, der har indflydelse herpå, og 2) beskriver udvalgte pattedyrarters tilstedeværelse, dvs. fordeling og tæthed, afhængigt af biotopernes landskabsstrukturelle sammenhæng og 3) sammenstiller resultaterne fra de øvrige to delprojekter ved hjælp af matematiske computermodeller, og analyserer og visualiserer i et Geografisk Informations System (GIS). Da beskrivelsen af faunaen er betinget af biotopsammensætningen vil de floristiske modeller blive indbygget som udgangspunkt for de faunistiske modeller, således at det som slutprodukt er muligt at foretage en samlet vurdering af konsekvenserne for de udvalgte dele af landskabets naturindhold.

Formål

  • At udvikle en fysiotop-klassifikationsmodel baseret på geografiske, fysiske, edafiske, klimatiske og andre relevante informationer om arealets fysisk-kemiske naturgrundlag.
  • At validere relationerne mellem fysiotopmodellen og den potentielle og aktuelle vegetationssammensætning
  • At beskrive og validere udvalgte dele af pattedyrfaunaens krav til habitattype, udnyttelse af landskabet og årstidsmæssige variationer og rumlige fordeling.
  • At udvikle individbaserede modeller for hver af de udvalgte pattedyrsarter
  • At udvikle en integreret landskabsmodel, der på baggrund af tilgængelig information beskriver konsekvenserne af ændrede arealudnyttelser, driftsmetoder, rekreativ udnyttelse, etc. på de udvalgte dele af naturindholdet.

Forskningsaktiviteter

Projektet er opdelt i tre delprojekter:

En terrestrisk biotopbeskrivelse
(delprojektleder Forskningschef Jesper Fredshavn, Danmarks Miljø Undersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 21, jrf@dmu.dk)

Projektdeltagere:

Rasmus Ejrnæs, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 17 05, rej@dmu.dk

Bernd Münier, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Systemanalyse, Frederiksborgvej 399, DK-4000 Roskilde, tlf. 46 30 12 22, bem@dmu.dk

Delprojektet udvikler en fysiotop-klassificeringsmodel baseret på tilgængelige digitale geografiske oplysninger. Et vigtigt supplement til denne klassificering er oplysninger om arealets forhistorie, der så vidt muligt søges dækket fra andre projekter i centret. Modellen vil udfra en fysisk-kemisk beskrivelse af naturgrundlaget klassificere arealerne i ca. 20-30 forskellige klasser, der relateres til de plantesamfundstyper, der identificeres i DMU's projektkontrakt vedr. landskabsmodeller til beskrivelse af Naturkvalitet. Disse beskrivelser bygger udelukkende på eksisterende viden fra litteraturen, og der er derfor behov for at den fundne sammenhæng mellem naturgrundlag og potentiel vegetationssammensætning dokumenteres i udvalgte værkstedsområder. Der er allerede i andre sammenhænge tilvejebragt detaljerede oplysninger om naturarealerne i Vejle ådal, men for at sikre delprojektets generelle værdi, er det nødvendigt at supplere dette område med andre, og også mere oligostrofe naturtyper.

Landskabsstrukturens indflydelse på pattedyrfaunaen
(delprojektleder Aksel Bo Madsen,
Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 13, abm@dmu.dk)

Projektdeltagere:

Jane Udh Jepsen, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Kalø, Grenåvej 12, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 21, fax 89 20 15 15, juj@dmu.dk

Thomas Secher Jensen, århus Universitet, Biologisk Institut, Afd. for Zoologi, Universitetsparken, bygning 135, DK-8000 århus C, tlf. 89 42 31 88, tsj@bio.au.dk

Tommy Asferg, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 39, ta@dmu.dk

Carsten Riis Olesen, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 11, cro@dmu.dk

Dette projekt vil tilvejebringe og sammenstille detaljerede oplysninger om betydningsfulde dele af vores højere pattedyrfauna. Pattedyrene er et væsentligt indslag i vores natur, og af stor betydning for mange menneskers naturopfattelse. Samtidig er de imidlertid også ganske vanskelige at studere, og derfor har mange oplysninger været sporadiske og vanskelige at integrere i større landskabelige helhedsbetragtninger. DMU, Kalø og århus Universitet, Afd. for Zoologi har tilvejebragt størstedelen af den eksisterende danske viden på området, og med dette delprojekt sammenstilles oplysninger af både eksisterende og ny viden således at det danner grundlag for en landskabsmæssig vurdering af konsekvenserne for et bredt udvalg af pattedyrfaunaen som følge af ændrede arealudnyttelser, ændrede driftsmetoder og andre landskabelige forandringer. Metoderne inkluderer feltundersøgelser, udnyttelse af tidligere forskningsaktiviteter og internationale litteraturstudier, og på baggrund heraf opbygges individuelt baserede modeller for arterne: Egern, Krondyr, Rådyr, Grævling, Ræv og Skovmus, med relevante samspilsfaktorer til den øvrige fauna, og med fokus på de forhold, der har betydning for arternes fordeling i og udnyttelse af landskabet.

En integreret landskabsmodel
(delprojektleder Seniorforsker Chris Topping, Danmarks MiljøUndersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, Kalø, DK-8410 Rønde, tlf. 89 20 15 02, cjt@dmu.dk)

Projektdeltagere:

Brian Mayoh, århus Universitet, Datalogisk Institut, Bygning 540, Ny Munkegade, DK-8000 århus C, tlf. 89 42 33 73, brian@daimi.au.dk

Internationalt har de første forsøg været foretaget på at integrere oplysninger om dynamikken i vegetationens sammensætning og struktur med faunaens krav til habitaternes størrelse, kvalitet og landskabsmæssige sammenhæng. Denne integration er helt afgørende for at kunne give en samlet konsekvensvurdering af en ændret naturforvaltning, ændrede arealanvendelser eller ændrede produktionsdriftsformer i landskabet på den vilde flora og faunas levemuligheder. Dette delprojekt vil bygge på hele den vidensopbygning, der er foregået i relaterede projekter og i de to foregående delprojekter og på basis af biotopmodellens vegetationsændringer udnytte de nyeste computerbaserede modelleringsteknikker, bl.a. kunstig intelligens (AI) til at simulere konsekvenserne for faunaen. Herved dannes et objektivt udgangspunkt for at diskutere begrebet naturkvalitet ud fra et biologisk-naturvidenskabeligt baseret synspunkt. Det er vigtigt at denne dokumentation af de reelle konsekvenser for den vilde flora og fauna sættes i relation til de resultater andre forskningsgrupper kan dokumentere, såleds at der kan ske en administrativ afvejning af gevinsterne ved at foretage landskabelige ændringer og de konsekvenser det har på naturindholdet.

Relationer til andre aktiviteter

Delprojekt 1 har tæt relation til de aktiviteter, der foregår i de tre Projektkontrakter "Indikatorer for Naturkvalitet", "Integrerede MiljøInformationsSystemer (IMIS)" og "Et ArealInformationsSystem (AIS)" samt SMP1 projektet "Genopretning af vådområder - økologi og økonomi". I andre projektsammenhænge er der allerede etableret et værdifuldt internationalt netværk delprojektet kan trække på.

Delprojekt 2 har tætte relationer til aktiviteterne i projektet "Grænser i Landskabet" under programmet "Menneske, Landskab og Biodiversitet", projektet "Scenariemodeller" under forskningsprogrammet "Jordbrugeren som Arealforvalter" samt forskningsprojektet "Betydningen af Habitatkvalitet og Fragmentation for den højere pattedyrfauna" under SNS's landskabsøkologiske midler. Derudover vil delprojektet benytte værdifulde internationale kontakter, der i andre sammenhænge allerede er etableret.

Delprojekt 3 benytter sig af nogle af de mest avancerede computerteknikker der for tiden eksisterer på området takket være et værdifuldt samarbejde med andre internationalt respekterede forskningsgrupper både i England, USA, Holland etc.

Tilbage til oversigt Naturkvalitet i terrestriske økosystemer

Tilbage til Startside


SDU home | tilbage
Siden redigeret 03/02/2004 af Ken Rasmussen, webmaster.